Søg
Close this search box.

Nyheder

VM sponsorsamarbejde med Caroline Küntzel

Hvidbjerg Bank og Sparinvest har netop forlænget sponsorsamarbejdet med den
nykårede paddel-europamester, Caroline Küntzel fra Klitmøller. Det er sket i kølvandet på en helt suveræn sommer, der udover europamesterskabet har budt på en VM-sølvmedalje i disciplinen 1000 m. teknisk ræs. 

Caroline Küntzel fortæller: 

– Det har været en helt forrygende sommer, hvor tingene bare er lykkedes. Jeg er utroligt glad for de store
resultater og for samarbejdet med mine sponsorer, der er med til at gøre det muligt. 

Caroline Küntzel er opvokset i Thisted, men bor i dag i Klitmøller, hvor betingelserne er helt optimale,
når det gælder træning og vedligehold af de tekniske færdigheder inden for paddel-sporten. 

– Jeg er utroligt glad for at bo i Klitmøller, hvor der er gode muligheder for at træne og leve godt på samme tid.
Jeg holder af lokalområdet og de gode værdier, der knytter sig hertil. Af samme grund er det en stor glæde, at den lokale Hvidbjerg Bank ønsker dette samarbejde, lyder det. 

I Hvidbjerg Banks hovedsæde i Hvidbjerg er der også stor tilfredshed at spore, når det gælder
VM sponsor-samarbejdet med Caroline Küntzel.  

Afdelingsdirektør i Hvidbjerg, Per Møller, fortæller: 

– Hvidbjerg Bank er lokalt forankret i det nordvestjyske område, og vores historie går over 100 år tilbage i tiden. Af samme grund ligger det os derfor på sinde at bakke op om de lokale talenter, der udspringer i vores område. Per Møller fortsætter: 

– For os er det ganske naturligt at støtte op om de flotte resultater, Carline Küntzel har leveret. Det skaber stor respekt. Både vi og Caroline er rundet af den samme kultur i det nordvestlige Jylland, og for os er det derfor helt oplagt at støtte op om hendes enorme talent. 

– Vi glæder os til samarbejdet og til at følge hende i årene fremover, slutter Per Møller.