Søg
Close this search box.

Nyheder

Kundetilgang og tilfredsstillende 1. kvartal 2023 i Hvidbjerg Bank A/S

Hvidbjerg Bank har i de første 3 måneder af 2023 opnået et overskud før skat på 8,7 mio. kr. Resultatet
før skat forrenter primo egenkapitalen med 15,7 %. Banken anser resultatet for tilfredsstillende.
Banken har d. 18. april 2023 opjusteret forventningerne til et resultat før skat på 20 – 25 mio. kr. mod
oprindeligt 15 – 20 mio. kr. for 2023.


Toplinjen, som består af netto rente- og gebyrindtægter stiger med 13,6 %. Der har i årets første 3
måneder været en fortsat tilgang af nye kunder kombineret med et stigende renteniveau efter, at
Nationalbanken af flere omgange har forhøjet styringsrenten.


Omkostningerne i form af lønninger og administration er stigende med 16,9 %, og kan tilskrives en
fortsat investering i og udvikling af banken med nye medarbejdere/kompetencer samt nye IT-løsninger,
der skal sikre gode digitale kundeoplevelser, og at banken overholder de fortsat stigende lovkrav.


Basisindtjeningen udgør 8 mio. kr., og stiger med 6 % på baggrund af den øgede toplinje, hvilket
understreger en stabil positiv udvikling indenfor bankens kerneaktiviteter.


Kursreguleringerne på 1,2 mio. kr. fremkommer primært fra at banken har investeret noget af sin
overskudslikviditet i realkreditobligationer.


Hvidbjerg Bank har i de første 3 måneder af 2022 haft nedskrivninger på 0,5 mio. kr. på udlån og
garantier og har allokeret et ledelsesmæssigt tillæg til nedskrivningerne på 10,4 mio. kr. til imødegåelse
af tab forårsaget af den stigende inflation, stigende energi- og råvarepriser samt faldende boligpriser.
Bankens udlån er 896 mio. kr. I forhold til 31. december 2022 er udlån steget med 37 mio. kr. Indlånet
er steget med 161,5 mio. kr. og udgør nu 1.204 mio. kr.


Kapitalprocenten udgør 21,0 % mod 16,2 % sidste år og derved fremstår banken nu med en stærk
kapitalbase. Det har været et vigtigt parameter for banken at øge kapitalprocenten siden Finanskrisen,
hvor kapitalkravene til banken var langt mildere, end de er i dag.


Bankdirektør Jens Odgaard udtaler:
Hvidbjerg Bank A/S oplever en fortsat stabil økonomisk udvikling og fortsat kundetilgang. Finanssektoren
var generelt bekymret i 2022 efter Ruslands invasion af Ukraine og den efterfølgende stigende inflation,
som berørte mange husholdninger og virksomheder. Inflationen ser nu ud til at vende og banken oplever
fortsat, at hovedparten af kunderne har det godt, og kunder med økonomiske problemer forsøger banken
at hjælpe bedst muligt ud fra individuelle løsninger. Samtidig oplever banken ikke, at aktivitetsniveauet
med både nye og eksisterende kunder er faldet væsentligt, hvorfor banken ser positivt på 2023.
Pressen er velkommen til at kontakte bankdirektør Jens Odgaard for yderligere oplysninger/kommentarer
på tlf. 96 95 52 20 eller jo@hvidbjergbank.dk